You are currently viewing SUNDHEDSSTYRELSENS HÅNDBOG

SUNDHEDSSTYRELSENS HÅNDBOG

FYSISK AKTIVITET – FOREBYGGELSE & BEHANDLING

Skrevet af Sundhedsstyrelsen:

I Fysisk aktivitet – håndbog om forebyggelse og behandling fremlægger Sundhedsstyrelsen den nyeste evidens for fysisk aktivitet som forebyggelse og behandling samt nogle nye anbefalinger for fysisk aktivitet. Håndbogen samler evidensen for børn og unge, voksne, ældre og gravide, som tidligere har været behandlet i forskellige publikationer fra Sundhedsstyrelsen. Den nye håndbog er en revideret version af håndbogen fra 2004 og publikationerne Del II Børn og Unge: Fysisk aktivitet, fitness og sundhed (2005) og Fysisk aktivitet og ældre (2008). DEL III om fysisk træning som behandling er senest opdateret i 2018. Fysisk aktivitet forebygger for tidlig død og en række sygdomme – bl.a. hjertekarsygdomme, type-2 diabetes, det metaboliske syndrom og tyktarmskræft – som er hyppige i den danske befolkning. Derudover er den mere strukturerede fysiske træning en effektiv behandling af mange sygdomme. Hvis vi som befolkning skal blive mere fysisk aktive og høste de mange gevinster af at være fysisk aktive, er det afgørende, at der er fokus på fysisk aktivitet bredt i samfundet, i mange sektorer og på alle beslutningsniveauer, så der skabes gode rammer og handlemuligheder for en fysisk aktiv hverdag for alle. Denne publikation lægger grundstenene til, at fysisk aktivitet både som forebyggelse og behandling sættes højt på dagsordenen. Det er Sundhedsstyrelsens forhåbning, at håndbogen vil udgøre et betydningsfuldt bidrag til arbejdet med fysisk aktivitet både i forebyggelses- og behandlingsøjemed. Håndbogen henvender sig til de faggrupper, som varetager arbejdet med at fremme fysisk aktivitet og behandling af patienter, hvor fysisk træning kan spille en positiv rolle. Ligeledes håber vi, at håndbogen vil blive anvendt af interesseorganisationer, forskere og andre med interesse for området. Sundhedsstyrelsen vil gerne takke forfatterne til håndbogen, professorerne Lars Bo Andersen og Bente Klarlund Pedersen, for deres store indsats. Desuden vil Sundhedsstyrelsen takke Bengt Saltin, der er forfatter til de tidligere kapitler om børn, unge og gravide, der er opdateret og viderebearbejdet i denne publikation samt Nina Beyer og Lis Puggaard, som har skrevet publikation Fysisk aktivitet og ældre, hvis hovedindhold er indarbejdet i denne håndbog.

Skriv et svar